Tilknytningsmønster – lineal.
Dansk Marte Meo Center har udviklet en ny lineal, nu med fokus på barnets/borgerens dominerende tilknytningsmønster. Marte Meo metoden er dybt funderet i to-personers-psykologien og i tilknytningsteorien, idet metodens genstandsfelt er det relationelle miljø, som barnet/borgeren agerer i både hjemme og ude. ”Klienten” i metoden er samspillet mellem børn og forældre, lærere og elever, pædagoger og brugere, social og sundhedspersonale og demente, plejefamilier og anbragte børn og unge oma.. Formålet med en Marte Meo indsats er at fremme tryghed og tillid til både sig selv og andre og dermed udvikle et robust selvværd og sunde sociale kompetencer. Mønsterbryderforskningen har massiv evidens for, at netop en tryg tillidsfuld voksenrelation samt et robust selvværd er helt centralt og dominant for at bryde mønstre (Sørensen 2010, 2007).
Barnet udvikler i løbet af de første tre år et dominerende tilknytningsmønster, baseret på barnets internaliserede erfaringer med at få trøst, frygtregulering og kærlighed. Tilknytningsmønsteret er altså samspilsbetinget, og får vital betydning for barnets generelle udvikling, læring og trivsel (Wennerberg 2012, 2015).
Forskning i tilknytningsmønster har resulteret i fire dominerende tilknytningsmønstre:
- Sikker tilknytning
- Ængstelig tilknytning
- Undgående tilknytning
- Desorganiseret tilknytning, som udtrykker divergerende former for tillid, kontaktsøgning og intimitet.
Tilknytningslinealen er redskab til at fokusere mere på barnets dominerende tilknytningsmønster med henblik på at forebygge generel mistrivsel og kontaktafvikling. En Marte Meo foranstaltning handler dybest set om at ændre et utrygt tilknytningsmønster til et trygt tilknytningsmønster ved at tilbyde/være sammen med børn og borgere på en udviklingsstøttende måde. Det vil sige, at vi anvender Marte Meo principperne i samspil med børn og borgere på en måde, så det matcher den enkeltes udviklingsniveau og mestringsmuligheder.
Hjerneforskningen, her repræsenteret af den amerikanske psykiater Bruce Perry, formulerer betydningen af det relationelle samspil således: ”Jo flere velfungerende relationer et barn har, jo bedre chancer har han/hun for at komme sig efter et traume og komme til at trives. Relationer er forandringsagenter. Og den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker” (Perry & Szalavitz 2011, s. 257).
Tilknytningslinealen er ligeledes tænkt som et redskab til at forebygge/modvirke den voldsomme diagnosticeringstrang, vi ser indenfor børne- og ungdomspsykiatrien. På fem år har der været en stigning på 44%, der får en diagnose og kommer i behandling indenfor det psykiatriske system; helt præcis fra 21047 – 30383 børn og unge!! (Kristelig Dagblad d. 28. November 2016). Det er da urovækkende. Det er et komplekst problem, som ikke kan eller skal afklares her.
Men udviklingen af tilknytningslinealen skal gerne fremme et mere tilknytningsteoretisk perspektiv på børn og borgeres udviklings- og trivselsvanskeligheder; hvor netop grundlæggende tillid til sig selv og andre er essentielt for sund udvikling og læringslyst. Vi skal kunne observere og analysere på barnets tilknytningsmønster , som ofte vil vise sig, når barnet/borgeren oplever for store udfordringer og udsættes følelsesmæssigt pres. Et stresset nervesystem har mange observerbare lighedspunkter med ADHD, angst og atypisk autisme; men adfærden kan være tegn på en krise/vanskelig livssituation fremfor psykisk sygdom. Der er en væsentlig forskel, både menneskeligt og økonomisk.
Bruce Perry formulerer det således: ”Traumatiserede børn har typisk overaktive stressresponser, og som vi har set, kan det gøre dem aggressive, impulsive og krævende. Disse børn er vanskelige, de bliver let ophidsede og er svære at berolige, de overreagerer måske på selv den mindste nye ting eller forandring, og de er ofte ikke i stand til at tænke sig om, før de handler. Før de kan opnå nogen som helst form for varig forandring i denne adfærd, må de føle sig trygge og elskede. Desværre har mange af de eksisterende behandlingstilbud og andre tiltag rettet mod disse børn fået vendt tingene på hovedet: De bygger på straf og håber at lokke børnene til at opføre sig godt ved kun at genetablere kærlighed og tryghed, hvis børnene begynder at opføre sig ”bedre”. Selv om den slags fremgangsmåder måske midlertidigt kan true børn til at gøre, hvad de voksne ønsker. Kan de ikke skabe den langsigtede, indre motivation, som på længere sigt vil hjælpe dem med at opnå bedre selvbeherskelse og blive mere kærlige over for andre” (Perry & Szalavitz 2011, s. 271).
Her har tilknytningsteorien masser af viden om, hvordan vi styrker og fremmer tryghed og tillid; og hvor Marte Meo som en terapeutisk indsats primært handler om afvikle utryg tilknytning til udvikling af tryg tilknytning via udviklingsstøttende samspil. Håber den vil inspirere og blive godt brugt!!
Tilknytningslinealen er blevet til efter stor inspiration af den anerkendte svenske psykolog Tor Wennerberg, som skriver i hans fremragende bog ”Selv & sammen” (s. 8, 2015), ”at det mest grundlæggende psykologiske behov, vi har, er at opleve nærhed til andre mennesker og udvikle vores egen, autonome identitet. Vores personlighedsudvikling påvirkes i høj grad af, hvordan vi i vores tidlige nære relationer lærer at udtrykke og manifestere disse eksistentielle behov for nærhed henholdsvis autonomi.
